Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg tror på kærlighed, jeg tror på mine børn, jeg tror på alt muligt. Men jeg har en specifik tro i relation til tilværelsens udspring, og det er på klassisk kristendom. Jeg har en ganske enkel og måske naiv holdning til den kristne tro, men jeg er skeptisk over for kirken som institution. Måske fordi det er mit job at være det. Som forsker er man jo en professionel tvivler, hvor man skal forsøge at bevise alting. Så at være ambivalent er en del af mit job, og det afspejler også den måde, jeg tror på. Grundlæggende er jeg en modvillig person, der ikke tager noget for givet, og jeg er ikke bange for at være et sted, hvor tingene ikke er sikre.
Men mit hovedfokus er Kristus, og jeg er nok ikke så liberal, som folk tror, jeg er. Kristi opstandelse og inkarnation er meget vigtigt for mig. Hvis du sletter de to ting, er der ikke meget kristendom tilbage.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg er opdraget i et kristent hjem, hvor mine forældre var engageret i en lokal missionsforening. Men på mange måder var min far skeptisk over for den arrogance og moralisme, han oplevede, der var i foreningen. Han var, lige som jeg selv, meget ambivalent i sit forhold til kirken som organisation. Min far arbejdede som togfører, men var meget intellektuel. Vi diskuterede hele tiden, for eksempel videnskab, religion og politik. Nogle af mine forældres venner har nok været lidt bekymrede for mig, fordi jeg ofte befandt mig lige på grænsen og i diskussion om alt. I dag befinder jeg mig stadig godt i grænsefelter. Jeg betragter mig selv som en intellektuel vagabond. Jeg uddannede mig inden for religionsvidenskab, men studerede siden også kunst, musik, psykologi og psykiatri. Grænsefelterne imellem forskellige fag interesserer mig meget. For eksempel når jeg kombinerer det at være præst med psykologien.
Eller når jeg studerer nærdødsoplevelser. Her har man brug for viden inden for neurologi, biokemi og medicin – men for at komme omkring feltet har du også brug for religion.
Da jeg begyndte at læse på universitetet, havde jeg et par år, hvor jeg tog lidt afstand fra alt det kristne. Det var en tid, hvor jeg skulle finde mine egne ben i alt det, som jeg i første omgang havde troet på, fordi mine forældre gjorde det. Men så begyndte jeg at læse teologi, hvor jeg på en måde genfandt min religiøse baggrund.
Hvad har udfordret din tro?
”Teodicé-problemet” – eller det ondes spørgsmål, som det også kaldes: Spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at tale om en god Gud, når der er så meget ondt i verden? Det spørgsmål har jeg kæmpet med hele mit liv, og det, tror jeg, enhver kristen gør. Det er et paradoks, som jeg lever med, og selvom det er skørt, så forbliver jeg stadig troende. Men jeg er ikke den, der står foran folk og siger ”Jesus lever, halleluja!” Jeg foretrækker at stå i rækken bag. Jeg taler først om min tro, når man spørger mig. Og jeg har fundet ud af, at det som kristen er nemmere at tale med ateister og tvivlere, når du selv kender til tvivl. Tvivlen er altid en del af mig. Og det er ikke kun spørgsmålet om det onde, der optager mig, men også spørgsmål om kristendom i forhold til evolution, biologi og naturvidenskab. Og også spørgsmål om, hvordan religionerne forholder sig til hinanden.
En måde for mig at håndtere disse spørgsmål er at skrive om dem. Jeg skriver en masse bøger for at forstå, hvordan jeg tænker. Det er sådan, jeg håndterer min tvivl, ved at undersøge og researche. Og i slutningen af alle mine undersøgelser, kommer jeg altid til den konklusion, at jeg må overgive mig til Kristi mysterium. Men det er for mig at se ikke et tegn på intellektuel slaphed eller sløvhed uden respekt for troens paradokser.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har min opvækst naturligvis, hvor den grundlæggende kristne tro blev givet mig ganske gratis. Siden hen har den russisk og græsk ortodokse kirke spillet en stor rolle. Jeg har boet og arbejdet i blandt andet Athen, hvor jeg mødte en græsk, ortodoks præst og blev præsenteret for hans kirke. Gudstjenesten i den græsk ortodokse kirke tiltaler mig med dens liturgi, musik og ikoner. Måske er det fordi, jeg selv er vokset op i en meget verbal tradition. I østkirken er der ikke så meget snak, men i stedet et større fokus på hellighed. Der er ting, man skal lytte til og gøre – som at tænde lys og knæle. Det er blevet meget vigtigt for mig. Jeg ser stadig Svenska Kyrkan som det sted, jeg hører til, men jeg går meget gerne til gudstjeneste i andre kirker. Jeg er ekstremt økumenisk.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Min kristne tro er en slags basis sikkerhed bag alt, hvad jeg gør og oplever. For et par år siden var jeg tæt på at dø af hjertestop. Da jeg lå i min seng på hospitalet, var jeg ude for en besynderlig oplevelse. Pludselig hørte jeg en stemme, der sagde ”MAE FOBOU”. Det er græsk og betyder ”vær ikke bange”. Jesus sagde det til Peter, da han gik på vandet. Og englen sagde det til Maria, da den besøgte hende for at fortælle hende, at hun skulle blive gravid. Da jeg hørte stemmen, troede jeg først, det var Kristus. Men så, fordi jeg er videnskabsmand, tænkte jeg, at det var mine egne hallucinationer. Stemmen talte jo græsk, og Jesus talte jo arameisk, da han levede på jorden. Men jeg tror nu også, Kristus kan bruge vores bevidsthed og hjernens skabelser. Både tro og tvivl forudsætter blod i hjernen.
Der er et gammel udtryk, der siger: ”Selvfølgelig kunne Jesus gå på vandet. Men for det meste brugte han båden”. Måske Jesus brugte båden, den dag på hospitalet? Under alle omstændigheder er det en oplevelse, der har formet min tro og gjort mig meget glad for livet.
Derudover kan jeg godt lide det latinske udtryk ”ora og labora”, altså bed og arbejd. Jeg taler tit med Vorherre, selvom jeg samtidig godt ved, det er skørt. Og så venter jeg på, at han svarer. Jeg tror ofte, folk har en tilgang til bønnen, hvor de spørger om dit og dat, men de venter ikke og ser på, hvordan Gud kommunikerer. Og hvis der så sker nogle ting efterfølgende, siger man, det bare var et sammenfald. Men ofte er der måske en større sammenhæng, end folk tror. Gud leder det bedende menneske.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
I Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” møder vi Sonja, som er ven til morderen. Sonja er russisk for Sofia, som betyder visdom, og hun er en meget vigtig person i romanen. En kristen prostitueret, der på en særlig måde udlever sin kristne tro.
På samme måde er det med to andre fiktive figurer, nemlig munken Sosima og hans discipel Aljosja, som er hovedpersonerne i Dostojevskijs ”Brødrene Kara-maZov”. Begge figurer inkarnerer Kristi ord gennem deres handlinger. Du kan møde mange mennesker, der bare taler om kristendom. Men det er først, når man handler, at man kan løse nogle problemer her i verden.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det er nogle ord af den svenske nobelprismodtager Tomas Tranströmer. Orden stammer fra digtet ”Romanske Buer” og foregår inde i en stor, romansk kirke. I digtet hvisker en engel:
”Skam dig ikke over at du er menneske, vær stolt!
Inde i dig åbner hvælving sig bag hvælving i det uendelige.
Du bliver aldrig færdig, og det er som det skal være.” ”